Sådan er HHX bygget op
“Vi har nogle engagerede lærere, og fagene er mere business-orienterede mod en karriere ude i fremtiden.”
[Noel, går på HHX]
Handelsgymnasiet varer 3 år. Som på de andre gymnasieuddannelser er HHX bygget op så det første 3 måneder er et grundforløb, der er fælles for alle. Dvs. du har de første tre måneder til at overveje, hvad målet for din uddannelse skal være, før du endeligt beslutter dig.
På grundforløbet har du fagene dansk, samfundsfag, engelsk og matematik.
Det har man på alle gymnasiale uddannelser, men du skal også have studieretningsfagene afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi, så du bedre bliver i stand til at vælge den studieretning, du skal have de næste 2 ¾ år.
Du arbejder på tværs af fagene – og oplever derfor, hvad du kan bruge fagene til i virkeligheden. På den måde bliver du helt klar over, hvad der er din drømmestudieretning.
Mange nye fag
Uddannelsen indeholder obligatoriske fag, som alle elever skal følge og studieretningsfag, som afhænger af dit valg af studieretning.
Ud over obligatoriske fag og studieretningsfag skal du vælge 1-4 valgfag.
Studieområdet
Studieområdet består af syv flerfaglige forløb, der alle skal klæde eleverne på til at lave deres studieområdeprojekt så godt som muligt. Alle fag er involveret i studieområdet, og forløbene er bygget om med en progression, så eleverne lærer de forskellige dele af det at skrive en rapport og at forsvare den ved en mundtlig prøve.